tirsdag den 30. oktober 2012

Jeg har genopdaget, hvor godt rugbrød smager med ckokoladesmørpålæg, og det er ikke kun mig der kan lide det. Georg er også ret vild med det. Så i går spiste vi ckokolademadder som dessert til vores frokost. Princip har været så venlige at sende et hyggekit til os i efterårsferien, og nu er vi faktisk ved at have hygget os igennem de forskellige produkter. Deres ahornssirup er også blevet spist på pandekager til stor tilfredshed hos ungerne. Varerne virker gode, jeg savner bare et ø-mærke på dem.

mandag den 29. oktober 2012

Her er så, hvad jeg har brugt de 14 timer på nede hos Line. Det blev til en næsten færdig jakke. Jeg mangler lige at sy knapper i. Derudover fik jeg syet en flæsekant til et af Lines fine net og så en bluse.
Jeg kom hjem i går efter en skøn weekend i KBH. Det meste af tiden blev brugt nede hos Line, hvor jeg fik syet en jakke. Mere om det i et senere indlæg, men resten af tiden var jeg sammen med min gamle barndomsveninde og hendes familie, Vi fik god mad, hygget og ikke mindst snakke en masse. Lørdag aften spiste vi dessert på Vesterbro Vinstue (det var på Istedgade, Line). Jeg fik fin lun chokolade fondant, hvilket kan anbefales. 

tirsdag den 23. oktober 2012

Er der nogle som kan hjælpe mig. Jeg skal på workshop hos Line i weekenden, og er i syv sind omkring hvilket stof jeg skal sy en jakke i. Jeg vil rigtig gerne sy den i dette stof, men mangler lidt. Er der nogle derude i det store blogland, som har et stykke liggende, og som jeg gerne må købe? Jeg håber meget der er nogle derude som kan hjælpe, for ellers ved jeg ikke hvad jeg gør. Jeg betaler helt sikkert en god pris for det. 

søndag den 21. oktober 2012

 Et sjælden portræt af undertegnet.
Så blev det søndag og sidste dag i ferien. Det betyder også forberedelse af næste uge. Jeg er dog også lidt vingeskudt efter i nat, hvor jeg var ude at høre en god kollegas band, Pinewood Benders, spille på Fairbar. Det var en rigtig hyggelig aften, og med hjem kom deres demo, som de uddelte efter koncerten.  Jeg er ret vild med nummeret All night, som også kan høres på deres hjemmeside. Forsangeren Matilda havde tegnet og klippet/klistret alle forsiderne på coveret. Jeg ville faktisk gerne have haft et billede af dem. De var ret fine.

fredag den 19. oktober 2012

Der er flere, som har spurgt på farverne til det tørklæde jeg er i gang med at strikke. Farverne er følgende: lys brun mel., Fersken også kaldt grisefarvet i folkemunde, koksgrå, okker og gråblå. Jeg har brugt to nøgler af hver farve og strikket det på pind 4,5. Jeg har slået 54 masker op. Et lille tip, der er faktisk 25 % på garnet lige nu. Rigtig god fredag.

tirsdag den 16. oktober 2012

Det nye hit herhjemme er vores gamle kuglebane. Den har stået i en kasse på hylden længere, og så pludselig får drengene øjne for den. Nu bliver den leget med dagligt. Otto kan ikke selv bygge den, men Georg er ved at forestå princippet. Den er købt på loppemarked af to omgange, og er rigtig sjov at lege med.

mandag den 15. oktober 2012

Michael lavede en æbletærte i går, og den smagte særdeles godt. Derudover er jeg blevet gjort opmærksom på en ny App. Den hedder Min Bio, og det er Nordisk film, som står bag. Den er fyldt med en masse kvalitetsfilm, og for 48 kr. om måneden kan man se alle, ellers kan man kun se 5 film. Men jeg vil klart anbefale den. I formiddags fandt Otto sine solbriller, og der var stor gensynsglæde.  

søndag den 14. oktober 2012

Vi bruger rigtig mange timer ved vores spisebord. Ungerne tegner, klipper og spiller ved bordet. De sidste par dage har Georg været ret optaget af at klippe fly ud og farvelægge og lime dem op på lyseblåt papir. På det nederste billede er der en jernbane, som kører ind i en tunnel. Jeg laver stort set alle kreative projekter ved bordet. Jeg elsker at vikle mig ind i min dyne og så sidde og sysle og drikke kaffe imens. Lige nu er jeg i gang med at strikke mit tørklæde, som skrider stille og roligt frem. Det er så dejligt overskueligt at strikke striber - man kan altid lige strikke en mere... Rigtig god søndag derude.

lørdag den 13. oktober 2012

Dagen i dag var Ottos sidste dag i vuggestue, hvilket var meget vemodigt for mig, men Otto var selv meget klar. Tidligere på dagen havde hans pædagog spurgt ham, om han kom på besøg, hvortil Otto havde svaret  "ja, men jeg kommer ikke mere herned". De sidste 14 dage har han dagligt spurgt om det var i dag, han skulle ned i børnehave til Georg. Han er altså helt klar til at starte; det er bare mig der synes, det er meget mærkeligt at sige farvel til mit vuggestuebarn. Resten af dagen er blevet tilbragt på sofaen, hvor jeg er gået i gang med mit efterårsferieprojekt, et tørklæde magen til det jeg lavede sidste år til Michael. Jeg har selv brugt det rigtig meget, og nu vil Michael gerne have sit tilbage. Garnet er nede fra Camilla og er hendes Highland uld, som jeg er blevet ret glad for. Det fås i et hav af farver og holder sig pænt. Og hvorfor går alle mine strømpebukser i stykker for tiden? Otto faldt i søvn til Disney Sjov mellem mine ben. Det var ret hyggeligt. Han er blevet meget glad for sin kanin.

onsdag den 10. oktober 2012

Jeg er i gang med en ny omgang huse, så hvis der er nogle som er interesseret, så skriv...
Godmorgen. I får lige et par meget opstillet morgenmadsbilleder. Jeg skal møde sent i dag, så Otto og jeg havde god tid til at spise en ekstra ostemad efter havregrøden - og det var så hyggeligt. Bare man havde tid til det hver morgen. Det går fremad med mit seneste broderi. Husk at COS holder mid-season sale fra i dag, og det er både i butikkerne og på nettet.

mandag den 8. oktober 2012

Min eftermiddag sammen med ungerne. Vi har klippet Viborg Domkirke ud, så nu skal den bare samles. Vi købte det, da vi var der i sommers, men det er først nu vi er kommet igang. Derudover har vi bagt pizza og været betaget af den flotte aftenhimmel, som var det smukkeste hertil aften.